Et godt billede kan sige mere end tusind ord – og det kan være med til at vise kirkens liv, værdier og fællesskab. Men hvornår må I egentlig bruge billeder fra jeres arrangementer i kirkebladet?
Reglerne afhænger især af tre forhold:
- Om arrangementet er offentligt eller privat
- Om det viser religiøse handlinger
- Om det omfatter medarbejdere eller frivillige
Denne guide hjælper jer med at navigere sikkert – både juridisk og etisk.
Offentlige arrangementer – Tilladt med forbehold
I må som udgangspunkt bruge billeder af personer fra offentlige arrangementer uden samtykke.
Landsforeningen af Menighedsråd skriver bl.a.:
“Menighedsrådet må altså, uden samtykke, offentliggøre billeder af personer, der deltager i gudstjenester og kirkelige handlinger, da alle kan deltage i en offentlig gudstjeneste og deltagelsen i en gudstjeneste ikke umiddelbart fortæller noget om ens religiøse tilhørsforhold. Det er en forudsætning, at de personer, der er på billedet, ikke med rimelighed kan føle sig udstillet, udnyttet eller krænket. Tilsvarende gælder for koncerter, foredrag og arrangementer, der foregår i kirkeligt regi.”
Men I har samtidig pligt til at informere om, at de billeder fotografen tager, kan blive offentliggjort i kirkebladet. Deltagerne skal vide, at de kan sige fra til fotografen, hvis de ikke ønsker at være på billederne.
Religiøse handlinger – Kræver altid samtykke
Ved offentliggørelse af billeder fra private begivenheder og religiøse handlinger, skal der altid være et samtykke.
Kirkeministeriet og Datatilsynet skriver i Adfærdskodeks for menighedsråd, at
“Menighedsrådet skal altid indhente udtrykkeligt samtykke fra personerne på billedet, hvis der af billedet fremgår klare religiøse handlinger. Dette betyder, at f.eks. billeder fra en dåb, konfirmation, vielse eller nadver ikke må offentliggøres den udtrykkeligt samtykke fra de personer, der deltager i den kirkelige handling.”
Medarbejdere og frivillige: Kræver altid samtykke
Medarbejdere og frivillige skal altid give samtykke til offentliggørelse af billeder og videooptagelser, hvor de optræder.
Der skal være sammtykke uanset om det er en ansat, der tager billeder eller om det er private billeder taget af fx dåbsgæster.
Hvad forventer folk?
Nogle forældre vil være stolte af at se et nærbillede af deres barn på forsiden af kirkebladet, og forventer måske ikke engang at blive spurgt. Andre er tilfredse, hvis de bare ved, at det måske kan blive en mulighed. Og andre vil slet ikke fotograferes, uanset om billedet skal bruges eller ej.
Folk er forskellige, og selvom I måske har loven på jeres side, er der ikke nogen grund til at gå over nogens grænser.
Så informer altid klart, respekter folks ønsker – og kom så ud og tag nogle flotte billeder, der viser kirkens liv og fællesskab!